Michèle Bellaiche: Sådan hjalp min kæreste mig over sorgen
Michèle Bellaiche, 47 år, mistede sin mor natten til mandag den 5. marts 2018, mens hun selv var på arbejde som vært for TV 2s Oscar-transmission. Da hun året efter igen skulle være Oscar-vært, tvivlede hun på, om hun magtede det. Men så trådte hendes nye kæreste til.
Hun havde mødt Mads Peter Sebbelov nogle måneder i forvejen. Han er psykoterapeut og foreslog hende, at de sammen gennemgik forløbet fra året forinden. Hun var rædselsslagen for at bryde sammen for åben skærm, men han overbeviste hende om, at det ikke nyttede at gemme følelserne væk.
- Og da fik jeg sådan en forløsning. Jeg blev først mega ked af det og græd og græd. Jeg gennemlevede det hele igen. Det varede et par timer, og bagefter kunne jeg mærke, at nu kunne jeg godt. Nu var jeg forløst. Der sker jo tit det, at når ens nærmeste dør, får man så travlt med at ordne praktiske ting, at man glemmer at mærke ordentligt efter, hvordan man egentlig har det. Men det fik jeg så gjort året efter, fortæller Michèle Bellaiche, som uden problemer gennemførte jobbet som Oscar-vært i 2019.
Hendes mor var Lissy Bellaiche, som gennem knap 40 år arbejdede med at promovere danske film på festivaller i udlandet, og som var et særdeles kendt ansigt i filmbranchen.
Søndag den 9. februar skal Michèle Bellaiche igen sidde oppe hele natten, når hun gelejder filmglade seere gennem nattens Oscar-show.
Læs stort og gribende interview med Michèle Bellaiche i BILLED-BLADET, som kan købes fra torsdag den 6. februar.