Michèle Bellaiche vandt endnu en retssag

Det kan betale sig at udøve grundigt journalistisk arbejde, når man laver TV om håndværkersjusk. Det kunne Michèle Bellaiche og hendes TV 2-kolleger på "Klamphugger"-holdet skåle på, da de for anden gang på under en måned blev frikendt i et retsligt slagsmål om hæderlighed i forbindelse med programmet.
Tømrerfirmaet Amerlog følte sig dårligt behandlet i et af programmerne i "Klamphugger"-serien og havde krævet en erstatning på mere end 13.000.000 kroner. Dommeren kvitterede for kravet ved at sende TV 2's sagsomkostninger på 300.000 kroner til tømrerfirmaet, der dermed tabte sagen med et brag.
- Jeg er meget glad. Jeg føler, retfærdigheden er sket fyldest. Og jeg er stolt på redaktionens vegne. Det var en tung research, der lå bag, og det er fedt, at retten kan se det, siger Michèle Bellaiche til Ekstra Bladet.
For under en måned siden fik en anden "Klamphugger"-sagsøger, Eigil H. Sakskøbing, på papir, at der ikke var noget at komme efter. Michèle Bellaiche og TV-holdet blev frikendt og kunne dermed ånde lettede op med udsigt til ikke at skulle betale den krævede erstatning på 700.000. Heller ikke kravet om et dementi fik Eigil H. Sakskøbing medhold i.