Mie Skovs forvandling fra "grim ælling" til samba-dronning
Samba er Mads Vads absolutte yndlingsdans, tirsdag fyldte han 29 - og fredag aften scorede han og dansepartneren, Mie Skov, sæsonens første 10-tal - givet af Jens Werner.
- Wauw! Det er vildt! Fra at være i omdans for to uger siden har vi fået topplacering to uger i træk! Det er for vildt, lød det fra en lykkelig Mads Vad.
Sammen med Mie Skov fik han en samlet dommerkarakter på 37 - hele 7 karakterer højere end 2'erne, Mette Blomsterberg og Michael Olesen, der fik 30.
Mie Skov dansede samba, som var hun top-professionel latindanser, og selv Mads Vad er imponeret.
- Det er lidt lige som eventyret med den grimme ælling. Mie har virkelig udviklet sig enormt.
Mie Skov selv var naturligvis også lykkelig.
- Vi var lidt inde i et dødvande, fordi Mads bliver for ivrig, men vi har fået brudt koden, og nu virker det, fortalte Mie Skov - og tilføjede:
-Lige inden vi går på gulvet, kigger hinanden dybt i øjnene og siger "Vi er SAMMEN i det her!"