
Mikkel Beha Erichsen: Der skal være plads til baby på det nye skib

Mikkel Beha Erichsen er i fuld gang med at gøre familiens nye skib Wallenberg klart til et nyt eventyr, hvor kursen går nordpå.
Inden da bliver familien udvidet, når sønnen Emil Midé Erichsen og hans kæreste Louise bliver forældre for første gang. Og det har den kommende farfar med i tankerne.
– Jeg laver ekstra isolering i nogle af rummene og sætter radiatorer op neden under køjerne, for der skal være varmt, så der også kan være en baby ombord. Vi håber, at hele familien på et tidspunkt kan være samlet, siger Mikkel Beha Erichsen til BILLED-BLADET.
Klar til at blive farfar
- Men nu må vi se, hvordan vi får al den praktik til at gå op med Theis, der er i voksenlære som bådebygger, Alfred skal i 3. g, og Emil og Louise skal have en lille. Men alle vil gerne, og vi snakker hele tiden om, at det SKAL lykkes for os at få alle ombord, tilføjer TV-værten.
51-årige Mikkel Beha Erichsen glæder sig til at blive farfar.

– Marian og jeg står klar til at passe. Jeg har været vild med børn hele mit liv. Meget tidligt var jeg faktisk klar til at få dem, men tænkte som 17-årig, at det kunne godt være, at jeg skulle vente lidt!, fortæller han.