Mikkel Beha Erichsen: Man skal tage livet alvorligt
De i alt otte programmer fortæller om danskere, der er blevet reddet tilbage til livet efter en ulykke. De har alle et stort ønske om at gøre det, de ikke fik gjort: At sige tak til deres redningshelt, der har ydet dem førstehjælp.
- Det er nogle hjerteskærende og rørende programmer, hvor mennesker helt uselvisk har gjort noget godt for andre. Jeg har knebet en tåre flere gange undervejs, men har gjort det uden for kameraernes vinkel, hvor jeg diskret har tørret tårerne væk. Men det har været glædestårer, fordi alt er gået godt, og det bliver man jo rørt over, fortæller Mikkel Beha Erichsen, da BILLED-BLADET møder ham. For ham har programmerne givet stof til eftertanke.
- Et møde med mennesker, som har stået med livets skrøbelighed i hænderne og set døden i øjnene, giver anledning til eftertanke - også hos mig. Man skal huske at tage livet alvorligt. Jeg synes selv, at jeg tager ansvar for livet og tænker over, hvad jeg gerne vil nå, og hvilket menneske jeg gerne vil være. Jeg har gjort det, jeg har drømt om, i stedet for at udsætte tingene - som at flytte på en husbåd, hvilket jeg og familien gjorde her den 1. august. På den måde har jeg nået meget allerede.
- Jeg har ikke på samme måde som de medvirkende stået med et liv i hænderne. Men jeg er blevet reddet engang, hvor jeg hang ud over Møns Klint og holdt fast i en græstot. Heldigvis fik et par japanere fisket mig op. Hvorfor jeg hang der? Jo, jeg tror, at det var noget, jeg bare skulle prøve som niårig. Jeg husker tydeligt, at den var helt gal, smiler Mikkel.
- En anden udfordring var, da jeg en vinterdag skulle forsøge at kitesurfe med min svoger og faldt i vandet - eller i grødisen rettere sagt. Jeg ødelagde mit ene korsbånd, og da jeg endelig kom på land, frøs jeg så meget, at jeg gik i kramper. Jeg var lige begyndt på "Go'aften Danmark" og havde været ansat i en uge.
Dengang sad værten heldigvis stille under hele programmet ved et sort skrivebord, og under det kunne jeg skjule min store skinne på benet. De næste tre måneder kom jeg ind på krykker i studiet, satte mig på stolen, og gæsterne kom ind til mig. Det gik fint - heldigvis!