2. mar. 2016
Af Pia Meisner

Mikkel Beha Erichsen og sønnen Emil med til OL i Rio

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/162836_1.jpg
Foto: TV 2
Mikkel Beha Erichsen og sønnen Emil Midé Erichsen skal dække OL-sejlsport for TV 2.

Et nyt og spændende TV-eventyr venter allerede i horisonten for Mikkel Beha Erichsen og hans ældste søn, Emil Midé Erichsen.

TV 2 har nemlig hyret far og søn som hhv. live-reporter og ekspert til TV 2's transmissioner fra sejlsports-konkurrencerne under OL i Rio i august.

Bølgebrus og saltvand i håret

- På TV 2 SPORT er vi lykkelige for, at Mikkel og Emil har sagt ja til at være en del af TV 2s store OL-hold. De er et symbol på bølgebrus og saltvand i håret, og jeg kan ikke komme i tanke om nogen, der vil være bedre til at formidle sejlsporten til danskerne. De er en del af Danmarks populæreste sejlerfamilie, og danskerne elsker deres mange fortællinger, når kursen sættes mod fjerne kyster, siger TV 2s sportschef, Frederik Lauesen, i en pressemeddelelse.

Frederik Lauesen fortsætter: - Nu afmønstrer de Havana for en stund for at gå i land på kajen i Rio, og det kan seerne glæde sig til. Mikkel er en formidabel formidler, og Emil ved virkelig, hvad det handler om, eftersom han har en fortid som elitesejler. Jeg ser det som en gave til TV 2s OL-dækning af sejlsporten, at den er i så kompetente og passionerede sejlerhænder.

Emil Midé Erichsen på landsholdet

Emil, der netop nu sejler verdens rundt i TV 2-programmet "Kurs mod fjerne kyster" sammen med sin lillebror Theis Midé Erichsen, sejlede flere år på landsholdet i disciplinen laserjolle. Desværre satte en knæskade og flere fejloperationer en stopper for Emils drøm om at deltage i OL om atlet.

Emil glæder sig derfor ekstra meget til at kommentere sejlsport under OL i Rio, og i pressemeddelelsen fra TV 2 kalder han OL-forespørgslen fra TV 2 for "nok det bedste jobtilbud, jeg nogensinde har fået - og vil få."

Mikkel Beha Erichsen glæder sig

Farmand, Mikkel Beha Erichsen, var heller ikke sen til at takke ja til TV 2's tilbud om at komme en tur til Brasilien til august.

- Jeg kan ikke forestille mig nogen bedre opgave end at skulle rapportere fra OL-havnen og så oven i købet med Emil som min makker. Det bliver ikke meget bedre, siger Mikkel Beha Erichsen.

Han fortsætter: - Jeg kommer nok til at være en form for anker - for nu at bruge et amerikansk og maritimt udtryk - mens Emil bliver eksperten. Emil ved meget mere om kapsejlads, reglerne og al teknikken, end jeg gør.

Klik her og læs meget mere om "Kurs mod fjerne kyster"

Læs mere om: