Mikkel Beha Erichsen: Sæt dig ned og glo

Hanne Juul / BILLED-BLADET
Når du rejser, skal du ikke planlægge alt ned til mindste detalje, mener den populære TV-vært Mikkel Beha Erichsen, der selv elsker at rejse. Tag dig tid til at sidde og glo, lyder opfordringen

Mikkel Beha Erichsen fortæller til Jyllands-Posten, at han og konen, Marian, ikke skal have mange fridage, før de tager på tur. Det kan for eksempel være med madrasser bag i bilen og trangia-sættet klar.

Men uanset længden på rejsen, er det vigtigste ifølge Mikkel Beha Erichsen at tage sig tid til at sidde og se på mennesker.

- Man skal ikke have for travlt, når man rejser. Har man eksempelvis fire dage i Rom, så lad være med at se alt det, du havde planlagt og fundet i guidebogen. Sæt dig ned og glo. Måske opdager du, hvor de lokale drikker deres kaffe, og på den måde kan du være heldig at finde den bedste espresso i hele Rom, siger Mikkel Beha Erichsen til Jyllands-Posten og fortsætter:

- Vær til stede og lad være med at planlæg for meget. Det eneste, du får ud af det, er, at du kan sætte flueben ved en masse ting, du har set, men det lærer du ikke noget af. Tag dig tid til at dufte, lytte og kigge. Jeg finder også altid tid til at snakke med de lokale. Det lærer man meget af og får nogle oplevelser, som ikke kan planlægges hjemmefra.

Mikkel Beha Erichsen cykler til arbejde

Heller ikke herhjemme skal tingene gå for stærkt, mener Mikkel Beha Erichsen. Der er for eksempel ingen grund til at haste på arbejde, men derimod al mulig grund til at tage den med ro og nyde turen.

- Jeg cykler til og fra jobbet og købte først en racercykel, men turen gik alt for hurtigt. Min nuværende cykel er meget bedre. Så cykler jeg langsomt og fløjter undervejs, fortæller Mikkel Beha Erichsen til BILLED-BLADET. 

Seneste nyt

Læs mere om:

Udvalgt til dig

Fra forsiden