30. apr. 2024
Af Majken Munk

Mor nævnte det under familiens besøg: Rasmus forklarer, hvad der i virkeligheden skete i Kærlighed hvor kragerne vender

Rasmus med sin far og mor i "Kærlighed hvor kragerne vender"
Rasmus med sin far og mor i "Kærlighed hvor kragerne vender"
Foto: Anders Brohus/ TV 2
Rasmus skal endelig præsentere sine to piger Sofie og Maria O. for sin familie, og han får besøg af sin mor og far. Under besøget er Rasmus dog noget stille, og det bemærker hans mor også.

Det er blevet tid til endnu et familiebesøg i ”Kærlighed hvor kragerne vender”.

Rosinen i pølseenden er Rasmus, der får besøg af sin mor og sin far.

Det var absolut noget, som den 26-årige TV 2-stjerne havde set frem til, selv om det også gav nogle svedige håndflader.

- Jeg glædede mig til at se mine forældre, fordi jeg ikke havde set dem under hele optagelsen. Men jeg var også nervøs, for at vise en frem for familien er nervepirrende, og her var der lige pludselig to, jeg skulle vise frem, fortæller Rasmus til BILLED-BLADET.

Heldigvis falder der ro på nerverne, for pigerne svinger ret godt med Rasmus’ forældre.

- Snakken går bare. Det var jeg rigtig glad for, fortæller han.

Som seerne nok bemærker - og som Rasmus’ mor også gør – bliver Rasmus ret stille under besøget.

- Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle sige, indleder han og uddyber:

- Jeg syntes, det var fint samtalen bare gik. Jeg syntes, det var dejligt at høre, de var interesseret i pigerne.

Besøget fra familien er også en god anledning for Rasmus til at høre, hvad hans forældre mener, han bør gøre, før han tager sit sidste valg om, hvilken pige han vil fortsætte med at date.

- Jeg tænkte, det var gode valide pointer, mine forældre havde. Jeg lyttede en lille smule til, hvad de syntes om pigerne, men det vigtigste var at se, hvad mine forældre og pigerne syntes om hinanden, fortæller han.

Efter det hyggelige besøg venter der noget mindre hyggeligt for Rasmus.

Han skal nemlig beslutte, hvem af sine to piger, han sender hjem, og hvem han skal på romantisk date med.

- Jeg havde en svær beslutning. Jeg bestemte mig først efter de to sidste samtaler med pigerne i programmet. Jeg ved ikke, om jeg var i tvivl, men jeg havde besluttet, at jeg ville træffe det endegyldige valg til sidst, fortæller Rasmus.

Han beslutter sig for at tage afsked med Maria O., og dermed vælger han Sofie til. Årsagen er såre enkel.

- Jeg havde mere kriller i maven over Sofie, og så virkede det til, at hun havde den største interesse for mig. Det gjorde jo også, at jeg blev interesseret, forklarer han.

Seerne vil bemærke, at Maria O. bliver meget berørt over at blive sendt hjem. Det har Rasmus først set i programmet.

- Jeg var klar over, at hun havde tårer i øjnene, da jeg sendte hende hjem, men jeg var ikke klar over reaktionen, hun havde efter følgende. Det var ikke min intention at gøre hende ked af det, fortæller han.

Mere glædelig var stemningen mellem Rasmus og Sofie, som deler et romantisk øjeblik. ”Kærlighed hvor kragerne vender”-parret har deres første kys.

- Det var jeg glad for. Det var faktisk først der, da Maria var gået, at jeg kunne mærke det. Der blev glad indeni og begejstringen opstod, fortæller han og uddyber:

- Jeg havde det dejligt. Det var også det, jeg følte. Det var en dejlig fornemmelse.

For Rasmus betød kysset også noget mere.

- Det der med, at hun gerne ville have, jeg kyssede hende, var jo også bekræftende. At hun også gerne ville mig, fortæller han.

Læs mere om: