Morten Ankerdal er også ramt: Derfor er han ikke på skærmen
I efterhånden mange dage har TV 2's seere været vant til at se Morten Ankerdal som vært fra VM-studiet i Egypten.
Det var også planen, at han skulle have gjort seerne klogere på Danmarks kamp mod Kroatien mandag aften, men sådan kommer det ikke til at gå.
Ligesom flere spillere på det danske landshold er Morten Ankerdal nemlig også blevet ramt af et maveonde.
Det skriver den populære sportsvært i et opslag på Instagram, som BILLED-BLADET har fået lov til at dele.
"Jeg må desværre "svigte" min wingman i dag. God kamp Claus Møller Jakobsen i aften. Du er i trygge hænder hos Heidi Møller Eskildsen. Der er selvfølgelig fuld fart på vores VM-dækning, selv om jeg lige tager en hoteldag. Ingen drama bare lidt magekrøll, som de siger på norsk. Optakt til Dk på TV 2 Sport fra kl. 19.30," lyder det fra Morten Ankerdal, som forhåbentlig er tilbage på skærmen inden længe.
På det danske landshold har blandt andre Mikkel Hansen, Johan Hansen, Mads Mensah og landstræner Nikolaj Jacobsen også haft problemer med maven i varierende grad, ligesom andre landshold under VM i Egypten kæmper med samme problem.
Danmark spiller mod Kroatien mandag aften, og onsdag venter Egypten i kvartfinalen.