1. jun. 2025
Af Laura Dalgård Hansen

Morten Ankerdal har lagt mange frivillige timer i det: Forhåbentlig kan det ses på skærmen

Morten Ankerdal
Morten Ankerdal
Foto: Mikael Rieck
Morten Ankerdal er igen i år vært på TV 2's dækning af Royal Run, og han har denne gang gjort sig ekstra umage forud for den lange tv-transmission.

Da kong Frederik i 2018 fyldte 50 år, inviterede han løbeglade danskere med til Royal Run. I denne uge er kongen fyldt 57, og inden længe begiver han sig igen ud på landevejen med danskerne.

Igen i år sender TV 2 Royal Run lige fra start til slut 2. pinsedag, og igen er Morten Ankerdal en af værterne.

Royal Run finder sted i fem forskellige byer, og den erfarne sportsvært kender alle ruterne bedre end de fleste.

Han og kollegaen Natasja Crone samt et hold af royale eksperter sidder i studiet i København, men Morten Ankerdal har på forhånd besøgt de fire andre byer, som også er vært for dette års Royal Run. Han har gået, løbet eller cyklet gennem både Ribe, Horsens, Viborg, Korsør samt København/Frederiksberg, og han kender derfor hvert et sving og gadehjørne, oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.

- Det handler om at kunne formidle en stemning, og det er nemmere, når du selv har været der, så du ved præcis, hvad det er for nogle indtryk, løberne får på ruten, udtaler Morten Ankerdal.

Bliv opdateret med vores nyhedsbrev

Han har helt frivilligt researchet de forskellige ruter, når han alligevel har været rundt i landet for at dække sportsbegivenheder for TV 2.

Researchen af ruterne laver han frivilligt, når han alligevel er rundt i landet for at dække diverse sportsbegivenheder for TV 2.

- Jeg får gerne nogle af dem, der har stået for ruteplanlægningen til at gå med. Så får jeg hørt historierne om alt det, der har været med planlægningen, for at ruten er blevet, som den er. Det er jo ikke sådan, at man bare sætter sig ned og tegner nogle streger på et kort, og så bliver det ruten. Der har været mange overvejelser frem og tilbage om, hvad fortællingen skal være i hver enkelt by. Og det bliver bare meget mere autentisk, når jeg har været ude at møde de mennesker, som har stået med det, forklarer Morten Ankerdal.

Kong Frederik løber med på ruten i Ribe, Horsens og København/Frederiksberg. Kronprins Christian løber med i Viborg, mens dronning Mary løber i Korsør.

TV 2 sender den Royal Run den 9. juni fra klokken 10.10 til klokken 20.45.

97.500 danskere har købt startnumre til dette års Royal Run.

Mere om: