26. jan. 2014
Af af Ken Richter

Morten Ankerdal: Mit hotel er mit hjem

Morten Ankerdal.
Morten Ankerdal.
Foto: Niels Henrik Dam
Efter EM i håndbold i Herning skal Morten Ankerdal være vært for vinter OL og bo på hotel i Odense.

- Jeg sover højst fem timer hver nat, for vi kommer sent i seng efter sidste udsendelse, og jeg vågner tidligt, fordi jeg spekulerer over, hvad vi skal lave næste dag.

40-årige Morten Ankerdal er TV 2's erfarne studievært, som flere gange dagligt holder danskerne opdateret på EM i håndbold.

Ligesom spillerne bor han på hotel i de to uger, der bliver sendt EM fra Boxen i Herning.

Et glas rødvin med Bent Nyegaard

- Mit hotelværelse er mit frirum. Jeg pakker altid min kuffert ud og hænger tøjet pænt på plads, så det virker lidt hjemligt. Jeg har også altid et par flasker rødvin med, så jeg kan nyde et glas sammen med Bent Nyegaard. I år har vi ikke en gang haft tid til at tømme den ene flaske, beklager Morten, der altid begynder dagen med træning i hotelles motionscenter.

Efter Herning får Morten Ankerdal kun få dage hjemme hos sin kone Vibeke samt børnene Mikkel og Emilie på syv og ni år.

- Jeg skal sidde i Odense og være vært for vinter OL, så derfor skal jeg igen bo på hotel, fortæller Morten Ankerdal og ser det som helt naturligt i forbindelse med jobbet.

- Hjemme har vi valgt ikke at gøre det til et problem, at jeg tit er væk i længere perioder. Til gengæld sørger jeg altid for ikke at være træt, når jeg kommer hjem.

Læs mere om: