16. apr. 2011
Af af Marianne Singer

Morten Ankerdal skifter fra TV 2 til rivalerne på DR

Morten Ankerdal
Morten Ankerdal
Foto: Birger Storm
Mens den gamle arbejdsplads TV 2 ærgrer sig over at have mistet en dygtig og populær medarbejder, jubler de nye kolleger på DR allerede.

Efter 13 år på TV 2, hvor Morten Ankerdal har optrådt som vært på "Go'morgen Danmark" og været ankermand på Sporten, skal han nu være en fast del af DR's "Aftenshowet".

Og Puk Elgård ser meget frem til at skulle arbejde sammen med den eftertragtede TV-vært. For selv om hun kun har mødt den 38-årige sportsjournalist et par gange, har han fra første møde gjort et stort indtryk på hende.

- Vi har en rigtig god kemi. Jeg har to gange været til casting med ham, fordi DR skulle se os sammen. Bagefter tog vi os en kop kaffe. Og så mødte jeg ham for nylig til BILLED-BLADETs GULD-fest, fortæller Puk, der har masser af rosende ord at sige om sin kommende TV-makker.

- Han har et åbenlyst stort talent og har gjort det rigtig godt som vært. Og så er han en sød fyr. Jeg heppede på, at det skulle blive ham, lyder det med et smil fra Puk Elgård, der selv er meget populær på skærmen. Hun er netop blevet kåret som årets kvindelige TV-vært af BILLED-BLADETs læsere.

De mange trofaste fans skal da heller ikke frygte, at Puk Elgård er den næste, der smutter fra "Aftenshowet". Mens mange af hendes værts-kolleger har søgt væk, kan seerne fortsat glæde sig over, at den karismatiske vært er utrolig glad for sit job og fortsætter ufortrødent.

Læs mere om: