25. jan. 2023
Af Majken Munk

Morten fandt ikke lykken med Malou i Kærlighed hvor kragerne vender, men nu har han fundet kærligheden

Morten Jørgensen
Morten Jørgensen fra "Kærlighed hvor kragerne vender"
Foto: Per Arnesen/ TV 2
Morten ledte efter en kæreste i ”Kærlighed hvor kragerne vender”, hvor han endte med at vælge Malou. Siden er de dog gået fra hinanden. Nu er der sket nyt i hans kærlighedsliv.

Morten Jørgensen var sammen med tre andre singlemænd fra Falster og Lolland med i TV 2-programmet ”Kærlighed hvor kragerne vender” sidste år.

Da han til sidst skulle tage et valg om, hvem han skulle satse på, faldt det på Malou.

Selv om de gav det et godt forsøg, endte de ikke med at finde melodien.

Siden programmerne er der sket meget i Mortens liv også på kærlighedsfronten.

Sket meget

Morten var sammen med Jimmi, som også ledte efter kærligheden i programmet, til Reality Awards 2023.

Her kunne han fortælle, at hans liv har taget en drejning, siden programmerne blev optaget.

- Det går udmærket. Jeg har fundet kærligheden, og jeg har også fået nyt arbejde, så der er sket meget nyt siden programmerne, fortalte han til BILLED-BLADET.

Han har fået job som forretningsudvikler hos en revisor.

Helt nyt

Egentlig skulle Morten have haft selskab af sin nye kærlighed til Reality Awards 2023.

- Det er helt nyt. Hun hedder Elisabeth. Det er via en fælles bekendt, at vi fandt sammen. Hun kunne ikke komme med i dag, fordi hun var syg. Nu er det kun hende, jeg ser, fortalte han.

Det er også så nyt, at de endnu ikke helt kalder sig kærester.

- Vi kalder os ikke kærester endnu, men man kan sige, at det med at kalde sig kærester er også en løbende proces, og der er også meget i det. Man skal finde ud af, hvor man står og på et eller andet tidspunkt sige, at man elsker hinanden. Det er store ord. Vi er på en rejse sammen, og jeg er sikker på, vi også når det, uddybede han.

Læs mere om Morten og de øvrige tv-stjerner til Reality Awards i denne uges BILLED-BLADET, der er på gaden torsdag.

Læs mere om: