Morten Kjeldgaard flyver til Spanien med ”Vild med dans”-venner
19-20 grader og solskin. Sådan ser vejrudsigten ud i den kommende uge på Fuerteventura.
Og det glæder de fire ”Vild med dans”-venner, Morten Kjeldgaard, Mille Funk, Jenna Bagge og Michael Olesen, der har deres arbejdsplads på Fuerteventura i uge 11.
De er nemlig hyret af Apollo Rejser til at undervise chartergæsterne i ”Dans under palmerne”.
Skønt at komme ned til varmen
Ugen, der går fra søndag til søndag, er en gentagelse af sidste års succes, men først i år er Morten Kjeldgaard også med som instruktør.
- Vi flyver søndag den 11. marts kl. 8.30, og jeg glæder mig vildt meget. Det bliver skønt at komme ned til noget varme, og selv om vi skal arbejde, så er det altid dejligt at arbejde med det, man elsker, fortæller en glad Morten Kjeldgaard.
Ligesom sidste år deles dansegæsterne op i to hold: de uøvede og de øvede.
- Og vi slutter også i år af med en turnering, hvor der er fine præmier på højkant, fortæller Morten Kjeldgaard.
Uddanner sig til kostvejleder
Hjemme i København har Morten Kjeldgaard travlt med både danseundervisning og med at være personlig træner.
- Og så er jeg ved at tage en uddannelse som kostvejleder, og det er super spændende.
Men lige nu glæder Morten Kjeldgaard sig til en uge under palmerne, hvor han, sammen med de tre andre ”Vild med dans”-stjerner, skal dele danseglæden med glade danseturister.
- Og mon ikke der også bliver tid til at ligge lidt ved poolen, gisner Morten Kjeldgaard.