Morten Resen jubler: Jeg skal være far igen
Morten Resen, Go'morgen-vært på TV 2, og konen Marlene Resen Landsfeldt, som er cand.mag. og kampagneleder på TV 2, er i lykkelige omstændigheder, afslørede de til Danish Music Awards i Forum i lørdags.
- Jo, vi er sat til 1. maj, fortalte det glade par, men de kender endnu ikke barnets køn.
I forvejen har de toårige Emil. Han blev denne aften passet af Marlenes mor, så de unge kunne slå sig løs i Forum. Marlene, som havde iført sig tøj fra Custommade, understregede dog, at der højst ville blive tale om et enkelt glas hvidvin på aftenen.
Morten udtalte til BILLED-BLADET før sin søns fødsel for et par år siden, at han glædede sig helt vildt, men at han også var meget bevidst om, at der nu ville starte en livslang bekymring. Morten betegnede nemlig sig selv som en "bekymrende natur". Men en god, lang barselsorlov gav en perfekt start på den lille nye familie - og nu bliver de tre Resen'er altså snart til fire.