Mortens vemodige afsked: Her er mine bedste minder fra Badehotellet
Morten Hemmingsen har spillet Morten Enevoldsen siden første sæson af ”Badehotellet”, og han har mange rørende minder at tænke tilbage på.
- Mine minder knytter sig til, hvordan det var på optagelserne. Jeg har altid haft det skønt med at være afsted i Jylland, siger skuespilleren til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Når man kommer ud i naturen, er det den helt store scene, som ”Badehotellet” folder sig ud på.
Den 43-årige ”Badehotellet”-stjerne fremhæver også sit gode samarbejde med flere af sine kolleger fra TV 2-serien.
- Jeg har også mange gode minder fra køkkenet i husmandsstedet, hvor jeg har haft virkelig mange scener med Bodil Jørgensen og Kristian Halken (Molly og Peter Andreas, red.), fortæller Morten Hemmingsen og tilføjer med et smil:
- Vi har altid haft det utroligt sjovt og hyggeligt og har haft mange scener rundt om bordet.