8. aug. 2011
Af af Jan Bergman

Nikolaj Hübbe overtager fra Allan Tornsberg i Vild med dans

Nikolaj Hübbe
Nikolaj Hübbe
Birger Storm
I den ottende sæson af "Vild med dans" er der udskiftning i dommerpanelet.

Kongelig balletmester Nikolaj Hübbe overtager Allan Tornsbergs plads i den ottende sæson af "Vild med dans"

Når TV 2s populære underholdningsprogram "Vild med dans" går på skærmen 9. september, bliver det med en ny dommer i panelet - nemlig den 43-årige kongelige balletmester, Nikolaj Hübbe.

Han afløser Allan Tornsberg, der på grund af sit virke og bopæl i New York ikke har mulighed for at være med på denne omgang "Vild med dans".

Nikolaj Hübbe, 43 år, er uddannet på Det Kongelige Teaters Balletskole og blev ansat ved Den Kongelige Ballet i 1984, hvor han blev udnævnt til solodanser i 1988. I 1992 blev han ansat som solodanser hos New York City Ballet, hvor han dansede, indtil han i 2008 vendte hjem til Danmark for at blive balletmester ved Den Kongelige Ballet.

- Vi glæder os rigtigt meget til at byde Nikolaj Hübbe velkommen som en del af det kompetente dommerpanel i "Vild med dans". Hübbe har om nogen ekspertise og erfaringen inden for de klassiske elementer i dans. Han kan byde ind med helt nye vinkler, kærlig og kontant kritik til både nydansere og professionelle dansere, siger TV 2s underholdningschef, Gitte Madsen, og fortsætter:

- Vi har været lykkelige for at have Allan Tornsberg med som dommer i de seneste fem sæsoner, men vi vidste også godt, at det var en udfordring for Allan at få karrieren i USA og dommerjobbet i Danmark til at hænge sammen. Derfor blev vi enige med Allan om, at han sidder over i denne omgang, men jeg ved, at han kommer forbi studiet i løbet af sæsonen.

Læs mere om: