22. nov. 2022
Af Laura Dalgård Hansen

Nu begynder VM for alvor: Det siger Morten Ankerdal om Danmarks chancer

Morten Ankerdal
Morten Ankerdal
Foto: Hanne Juul
Morten Ankerdal har dækket masser af slutrunder gennem karrieren, og nu giver han sit bud på, hvordan det kommer til at gå det danske herrelandshold under VM i Qatar.

Søndag blev den første kamp ved VM 2022 spillet, og tirsdag eftermiddag går det for alvor løs, når Danmark spiller sin første gruppekamp.

Danmark var med til VM første gang i 1986 og siden dengang har de også været med i 1998, 2002, 2010, 2018 og altså her i 2022, hvor slutrunden bliver spillet i Qatar.

Morten Ankerdal dækker slutrunden for TV 2, og han glæder sig til at se, hvordan det kommer til at gå det danske landshold.

Mange håber, at de danske fodboldherrer kan overraske, ligesom de gjorde ved EM sidste år, men den erfarne sportsvært har ikke de store forhåbninger til, at Danmark står øverst på podiet, når finalen skal afgøres 18. december.

Morten Ankerdal: Danmark kan slå næsten alle

- Det rød/hvide hjerte siger 5 %. Jeg tror aldrig, Danmark har haft en bedre chance for at vinde end nu. Mange ting skal gå op, men jeg synes, Danmark har et hold, der kan slå næsten alle, men man vil skulle gøre det i måske fire kampe i træk. Det er måske lige lovlig flot at forlange det, mener Morten Ankerdal, som vil blive skuffet, hvis ikke Danmark går videre fra den indledende gruppe, hvor de skal møde Tunesien, Frankrig og Australien.

Tror på Brasilien og Argentina

Hos bookmakerne har man heller ikke de store forhåbninger til, at det danske landshold vinder VM. Hos Danske Spil kan man således få pengene 33 gange igen, hvis Danmark ender med at vinde trofæet til sidst.

- Mine to favoritter er Brasilien og Argentina. Frankrig er spændende, men jeg tror ikke på dem. Der er altid nogle, der overrasker, og det kunne være Holland, vurderer Morten Ankerdal.

Hos Danske Spil vurderer man også, at Brasilien og Argentina er de mest sandsynlige vindere af VM 2022. De giver pengene henholdsvis 4,50 og 6,50 gange igen, hvis guldet kommer i hus.

Læs mere om: