Nu er optagelserne til Badehotellet i gang: Forfatterne sætter ord på den nye sæson
Så kom dagen endelig! Nu er optagelserne til den 10. sæson af ”Badehotellet” officielt skudt i gang.
Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse, hvor det også fremgår, at de første scener allerede er i hus.
Det betyder, at Amalie Dollerup, Anne Louise Hassing, Jens Jacob Tychsen og alle de andre stjerner fra TV 2’s successerie nu er tilbage i Risby Studierne i Albertslund.
Den store finale
Optagelserne til den allersidste sæson af ”Badehotellet” gik i gang tirsdag den 18. april, og det er en stor glæde for seriens forfatterpar, Stig Thorsboe og Hanna Lundblad.
- Det er dejligt efter to års pause at være i gang med optagelserne til ”Badehotellet”s 10. sæson. Det er samtidig seriens store finale på denne gang otte afsnit, udtaler forfatterne i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Vi begynder i sommeren 1946, hvor verden er ved at åbne sig på ny, og nye planer fødes, selv om besættelsestiden stadig spøger i kulissen.
Den nye sæson, der bliver på otte afsnit, får premiere på TV 2 Play og TV 2 i 2024.