Ny sangerinde i ”Vild med dans”-orkestret

Når The Antonelli Orchestra spiller op til dans i den 12. sæson af TV 2’s underholdningsshow "Vild med dans" bliver det med en ny sangerinde, nemlig den 36-årige Stine Hjelm Jacobsen.
Hun afløser dermed bandets faste sangfugl, Nellie Ettison.
– Nellie trængte til lidt orlov, og hun har også sit kor (Gentofte Gospel Choir, red.) at passe. Det er desuden godt at skifte lidt ud en gang i mellem, hvilket vi har gjort før blandt orkestrets medlemmer, forklarer kapelmesteren Claes Antonson til BILLED-BLADET.
Stine har ernæret sig som professionel sanger siden 1998 og har i de senere år været en del af duoen Electric Lady Lab.
I The Antonelli Orchestra får hun på sangsiden selskab af Mark Linn og Daniel i denne ”Vild med dans”-sæson.