Nybyggerne-parret Stephanie og Kristoffer: Sådan mødte vi hinanden
Hver onsdag kan kæresteparret Stephanie, 30, og Kristoffer, 25, opleves i ”Nybyggerne” på TV 2, hvor de kæmper om at vinde drømmehuset i Silkeborg.
De er begge opvokset i Vejle, men mødte først hinanden for fem år siden, da de begyndte på idrætsstudiet i Odense.
- Jeg så Kristoffer ret hurtigt og tænkte: ”Ej, han er godt nok pæn”. Men jeg tænkte også: ”Ej, jeg håber ikke, jeg kommer over i hans klasse”. For jeg havde det sådan, at det var lidt forbudt at være lun på nogen, man går i klasse med. Og så blev jeg dæleme ført over i hans klasse, fortæller Stephanie til tv2.dk.
Udvekslede lange blikke
Selv om de kom i samme klasse, gik der noget tid, før Stephanie og Kristoffer begyndte at tale sammen.
- Men indimellem udvekslede vi nogle lange blikke. En dag, hvor vi skulle have nogle dansetimer, kan jeg huske, at jeg havde fået et godt øje til hende, og jeg sagde til mig selv: ”Nu går du over og byder hende op til dans”, siger Kristoffer til tv2.dk.
Kæresteparret bor i dag sammen i Odense, og de er i øjeblikket ved at afslutte deres respektive kandidatopgaver.
Stephanie og Kristoffer kan hver onsdag kl. 20.00 ses i ”Nybyggerne” på TV 2.