Nybyggerne vender tilbage med ny sæson
Så er der en ny chance for gør-det-selv-entusiaster med boligdrømme.
For få dage siden løb Charlotte og Fredrik med sejren i dette års udgave af "Nybyggerne" - og nu søges deltagere til en femte sæson af det populære boligprogram.
I programmet får fire forskellige par cirka ni uger til at omdanne en helt rå bolig til deres drømmehjem, og TV 2 søger par i alle aldersgrupper.
Søger par med mod
Visse krav skal være opfyldt. Blandt andet skal parrene være i et romantisk forhold, gode til håndværk og have mod på selv de sværeste gør-det-selv opgaver.
Parrene skal desuden gå op i indretning og turde være helt ærlige med et kamerahold i nakken.
Endnu fremgår det ikke, om der er tale om et hus eller en lejlighed, men som vanligt bestemmer seerne, hvilket af de fire par der skal vinde drømmehjemmet til adskillige millioner kroner.