Overvældet Hans Pilgaard: Det er så smukt og rørende
Hjertet var med hele vejen, da Hans Pilgaard opsøgte gamle klassekammerater i tv-programmet ”Tilbage til 9.A.”. Sidste afsnit blev sendt på TV 2 tirsdag aften, og den populære tv-vært er blevet overdænget med positive reaktioner fra seerne.
- Jeg har for en gangs skyld måttet opgive at svare alle, for der er så mange, som har skrevet til mig. Det er simpelthen så smukt og rørende, så jeg vil gerne sige tak, siger Hans Pilgaard til BILLED-BLADET og tilføjer:
- Det, der gør mig rigtig glad, er, at folk skriver til mig, at programmet har været autentisk og ægte og har fået dem til at tænke over deres eget liv og deres egen skoletid.
Ikke et glansbillede
57-årige Hans Pilgaard har nærmest ikke fået nogen negative kommentarer, og det betyder meget for ham, fordi det har været en personlig rejse for ham, der begyndte i oktober 2017 og sluttede i oktober 2019.
- Klassen har været med til at fuldende billedet og være med til at gøre, at det ikke er et glansbillede, men et ægte billede. Det har været en vild rejse, fortæller han og forsøger at sætte ord på, hvad det er, han kan som vært:
- Jeg tror, at det er en ærlighed. Det er fordi, jeg siger tingene, som jeg har det, jeg sætter ikke så mange filtre indover. Og så var jeg nærværende, og det tror jeg, folk sætter pris på.