11. okt. 2022
Af Julie Nolsöe

Para-atleten Daniel Wagner i smerter under Vild med dans: Det var virkelig demotiverende

Daniel Wagner
Daniel Wagner
Foto: Dan Mariegaard
En enkelt bevægelse under træningen til "Vild med dans" resulterede i store smerter for para-atleten

Den 29-årige para-atlet Daniel Wagner var forberedt på, at han måske ville få nogle udfordringer under dette års "Vild med dans", hvor han danner par med professionel danser Asta Bjørk.

- Jeg har da nogle svagheder i forhold til at få dansen til at flyde, fordi mit højre ben ikke lige kan helt det samme som det venstre, har Daniel Wagner tidligere forklaret til BILLED-BLADET, da vi talte med ham på premiereaftenen.

Daniel Wagner blev benamputeret efter at han som 14-årig mistede sit højre ben i en trampolinulykke, og i dag både går og danser han med en protese.

Men overfor B.T fortæller han nu om nogle helt andre kropslige udfordringer og smerter, han har oplevet i forbindelse med dansekonkurrencen.

I sidste uge oplevede Daniel Wagner under træningen tirsdag, at hans ryg pludselig låste sig fast ved en enkelt bevægelse - og det i en sådan grad, at det påvirkede den sambadans, han og Asta Bjørk var ved at træne til.

- Derfor kunne jeg ikke komme ud i yderpositionerne, og det var virkelig demotiverende, så jeg var spændt på, om jeg ville blive klar til i dag, fortalte han til B.T efter fredagens "Vild med dans".

Han fortalte desuden, at han klarede sig gennem aftenen ved hjælp af et varmebælte og en masse smertestillende.

Helt galt gik det ikke, og seerne får glæde af Daniel og Asta på dansegulvet igen den kommende fredag.

Læs mere om: