21. okt. 2022
Af Julie Nolsöe

Para-atleten Daniel Wagner med særlig protese i Vild med dans: Dette er det sværeste

Daniel Wagner
Daniel Wagner
Foto: Dan Mariegaard
Der skulle testes i alt 10 forskellige typer knæ og 7 forskellige fødder, før den helt rigtige protese blev fundet til Daniel Wagner

Da para-atleten Daniel Wagner skulle forberede sig til at deltage i "Vild med dans" var det vigtigt, at han fandt en helt særlig protese, som han kunne bruge i programmet.

Den 29-årige para-atlet mistede sit højre ben i en trampolinulykke, da han var 14 år, og selvom han derfor er vant til at bære en benprotese, var det særligt udfordrende at finde et "danseben" til hans mange danse i "Vild med dans".

Det fortæller bandagist Toke Seir Novak, som har arbejdet med Daniel Wagner gennem mange år, og sørget for, at han er iført den rigtige type protese - både ved de Paralympiske Lege i London, Rio, Tokyo og Sydkorea – og nu også på dansegulvet i "Vild med Dans".

- Da Daniel kom og spurgte mig, om det var en god idé at deltage i "Vild med dans", sagde jeg selvfølgelig ja. Jeg har altid syntes, at det er spændende at lave proteser til sport. Dans er noget helt andet, end det vi er vant til, for det er nogle helt andre bevægelser med mange flere vrid, lyder det fra Toke Seir Novak.

For Toke Seir Novak er udfordringen med danseprotesen den største, han har haft i samarbejdet med Daniel Wagner, og det krævede 10 forskellige knæ og 7 forskellige fødder, før den rigtige kombination var fundet til "Vild med dans".

Det sværeste er knæet

Der er dog særligt én ting, der er udfordrende, når Daniel Wagner indtager dansegulvet - på trods af den særlige danseprotese.

– Det sværeste er de danse, hvor man går ned i knæ. Der er ikke nogen motor i Daniels knæ, så han kan ikke rejse sig op fra en stilling nede i knæ, uden det bliver det klodset at se på, fortæller Toke Seir Novak og uddyber:

- Foden er også uden motor, men kan indstilles i forskellige vinkler, men det er stadig svært at lave det, så det ligner, han sætter tåen i gulvet først eller går op på tåen til sidst i skridtet. Udfordringen er at få det hele til at se flydende og elegant ud, fortæller Toke Seir Novak.

Daniel Wagner og bandagist Toke Seir Novak afprøver protesen inden prøverne på Vild Med Dans.
Daniel Wagner og bandagist Toke Seir Novak afprøver protesen inden prøverne på Vild Med Dans.
Foto: PR

For Daniel Wagner selv er ekperthjælpen fra Toke Seir Novak meget værdsat.

- Toke og jeg gik i gang med forberedelserne, længe før konkurrencen gik i gang. Jeg var overrasket over den detaljegrad, der kræves i dans, og det var overvældende i starten. Jeg ville ikke kunne gennemføre uden støtte, opbakning og adgang til de forskellige komponenter, som vi har afprøvet hver gang, der har været en ny dans, lyder det fra Daniel Wagner.

Daniel Wagner med sin nyeste protese klar til dans.
Daniel Wagner med sin nyeste protese klar til dans.
Foto: PR

I "Vild med dans" danner Daniel Wagner par med Asta Björk og i fredagens program vil de danse en quickstep.

Læs mere om: