Pernille Gulløv om sin dans med Silas Holst: Det var fantastisk
I TV 2's store "Vild med dans- Knæk Cancer" show fik tre personer med cancer tæt inde på livet, mulighed for at danse med hver deres "Vild med dans"-stjerne.
Pernille Gulløv, der fik fornøjelsen af at danse med Silas Holst, var fredag den 6. november tilbage i dansestudiet som publikum.
Pernille Gulløvs mand, journalist og vært på DR P4, Peter Gulløv, døde i januar af cancer kun 43 år gammel.
- Det har selvfølgelig været rigtig hårdt, men man er nødt at komme videre, og når man har børn, er man yderligere forpligtet til det, fortalte Pernille Gulløv til BILLED-BLADET, inden hun gik ind for at se "Vild med dans" program ni.
- Det var fuldkommen fantastisk at danse med Silas, og det er overvældende så mange skønne hilsener, jeg har fået på Facebook efterfølgende. Det er meget rørende, og hvis jeg med den dans både har fået en kæmpe oplevelse og samtidig har været med til at gøre en forskel, så der det jo rigtig dejligt.