27. dec. 2010
Af af Liz Rørsig

Peter Grønborg: Jes Dorph-Petersen tog fusen på mig

Peter Grønborg
Peter Grønborg
Foto: Jesper Sunesen/BILLED-BLADET
Under Peter Grønborgs oplæring som vært på TV 2 Nyhederne, blev han overrasket af Jes Dorph.

41-årige Peter Grønborg tør godt sige, at han er lykkelig. Han elsker sin familie og kan lide sit nye job - selv om han blev kastet på hovedet ud i det.

Peter Grønborg har flyttet værtsstolen fra TV 2 News i København til studiet i Odense. Her er han vikar på TV 2 Nyhederne klokken 22 for kollegaen Divya Das, der er på orlov indtil den 1. februar. Skiftet er Peter glad for, og han har været under Jes Dorph-Petersens trygge vinger i oplæringsperioden, der ikke nåede at blive så lang. Jes spurgte nemlig Peter efter en prøveudsendelse: "Hvorfor tager du ikke bare vagten i aften i stedet for at vente til næste uge?"

- Ja, der tog han fusen på mig. I virkeligheden var det jo smart af ham, for på den måde nåede jeg ikke at blive nervøs. Jeg har været i gode hænder hos ham - større rutine finder man jo ikke. Natasja Crone, som jeg kender rigtigt godt og har lavet hovedopgave med på Journalisthøjskolen, har også hjulpet mig til rette, ligesom Divya Das har været en stor hjælp, siger Peter.

Børnene kom sent
Her til formiddag holder han en velfortjent pause fra flyttekasserne, som står i det nyerhvervede hus i Hareskovby i Farum. Han og familien, hustruen Anne Sofie Kragh og sønnerne, Oskar på to samt Kristoffer på fire år, er netop flyttet hertil fra et lille hus i Valby for at få mere plads.

- Anne Sofie er journalist på Euroman, og det er alle tiders for mig, at vi er i samme branche. Jeg kan vende nogle ting fra arbejdet, og vi kan bruge hinanden som sparringspartnere, siger Peter. Parret har været sammen siden 2004 og blev gift i 2005.

- Det var skønt at blive gift, synes jeg. Vores tilværelse blev ændret, da vi fik børn, og fokus blev flyttet fra egen navle til ansvaret for to drenge. Men vi var bekendt med, hvad der ventede, fordi mange af vores venner havde fået børn før os. Jeg blev far i en sen alder i forhold til dem, fortæller Peter, der er 41 år.

- Jeg har det helt fint med min alder. Jeg har fået familie nu, hvilket er nummer et, og jeg har et arbejde, som jeg er meget glad for. Jeg kan ikke klage over noget. Jeg synes, at mange ting er blevet lettere med alderen. Jeg hviler mere i mig selv nu, tror jeg, og det er egentlig en meget rar fornemmelse.

Læs mere om: