Peter Ingemann laver nyt program: Får selskab af kendt tv-makker
Det er kun få dage siden, Peter Ingemann havde premiere på sit nye program ”Ingemann - Hitler, Churchill og Stalin”.
Men når det nye år oprinder, har den produktive tv-vært premiere på endnu et nyt program.
Her har han selskab af en anden tv-personlighed. Det afslører han på Instagram.
Peter Ingemann har i slutningen af 2022 været på optagelser til sit nye program.
Som noget nyt har han fået en kendt makker med på tv-programmet. Det afslører han i et opslag på sin instagram, som BILLED-BLADET har tilladelse til at bringe.
Han har nemlig optaget tv-programmet med TV 2’s korrespondent Ulla Terkelsen.
”Sidste hug er i gang! Ulla og jeg slutter optagelserne til den nye serie, der kommer først i det nye år. Det har været helt igennem fantastisk at arbejde sammen med dig, Ulla. Din kloge, sjove og dejlige kvinde,” skriver han.
Han slutter også af med at afsløre, at programmet har titlen ”Ulla og Ingemann ordner Europa” og får premiere på TV 2 til januar.