Peter Ingemann og julemanden
Julen er verdens største højtid, og derfor er Peter Ingemann rejst mod nord for at møde julemanden i Finland. Hvordan det spænder af, viser TV 2 i et nyt afsnit af "Størst" 1. juledag kl. 20.
- Jeg har aldrig selv troet på julemanden, og da jeg spurgte, om jeg måtte rykke ham i skægget, fik jeg også et venligt nej, griner Peter Ingemann. I det hele taget undrer Peter sig over, hvorfor voksne altid er optaget af, at børnene skal møde julemanden.
- De bliver jo vildt bange, når de ser ham, siger han på baggrund af egne erfaringer med at være forklædt som julemand for børnene hos naboer og familie.
Peter Ingemann fascineret af rensdyr
Til gengæld gjorde det dybt indtryk på Ingemann at besøge en samer, hvor han hjalp med at fange nogle af de 150 rensdyr.
- Det er trods alt nok noget af det største, jeg har oplevet, erkender Peter Ingemann, der også er til heavy metal-koncert i Finland og får en nervepirrende køretur i en rallybil, hvor farten kommer over 200 km/t på de isglatte skovveje.
Efterhånden har Peter set en hel del af det største i verden, og lige efter nytår rejser han også til Kina, hvor han skal se nærmere på verdens største is- og snefestival.