Peter Ingemann på ferie med hustruen: Derfor kører vi til Tyskland
Efter en travl periode med tv-optagelser nyder Peter Ingemann nu, at han har sommerferie.
Den 49-årige TV 2-vært glæder sig blandt andet til, at han skal på bilferie til Tyskland.
- Vi holder ferie i de næste tre uger, og jeg kan godt mærke, at jeg trænger til det. Min hustru og jeg kører til Tyskland, for der elsker vi begge to at holde ferie. Vi skal ud på landet og besøge nogle historiske steder, fortæller Peter Ingemann til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Vi skal ned og se Teutoburgerskoven, som er der, hvor de germanske stammer slog Romerriget i år 9. Vi skal også til Berchtesgaden, hvor jeg har været rigtig mange gange, og hvor jeg også lige har været nede og lave tv.
Ferie på fire hjul
Peter Ingemann og hustruen Trine kører til Tyskland i deres elbil, for de ved næsten ikke noget bedre end at holde ferie på fire hjul.
- Mit frirum er herhjemme på terrassen, men det er også at komme rundt i Tyskland og opleve nogle historiske steder, sætte sig hjem på hotellet bagefter og drikke et glas hvidvin eller en øl og lade det hele synke ind, fortæller Peter Ingemann og tilføjer med et smil:
- Vi er ikke en strandfamilie. Vi kan godt lide at få lidt varme i efteråret, hvis tiden er til det, men i sommerferien slapper vi af ved at køre rundt. Det er fedt at kunne sætte sig ind i en bil og bare køre ned ad de tyske landeveje.