Peter Ingemann: Sådan løste jeg bolig-krise
Peter Ingemann beskrev sig selv som "Hjemløs" i et opslag på sin Instagram profil.
Årsagen er, at Peter og hans kone Trine har solgt deres lækre villa i Ry og skal flytte ud, før deres nye hus ved Svejbæk er renoveret.
Husvilde
Tidligere har parret fortalt BILLED-BLADET, at de sikkert ville søge midlertidigt husly hjemme hos Peters mor, men de er åbenbart kommet på andre tanker.
Derfor efterlyste Peter et sommerhus med tørretumbler og vaskemaskine, hvor han og familien, som også tæller døtrene Caroline og Marie, kan bo midlertidigt i to måneder.
Gode tilbud
Håndværkerne har lovet, at de er færdige med renoveringen den 1. oktober. Lige nu har de fjernet al inventar og gulve i det nye hjem.
- Det er væltet ind med rigtig gode tilbud, skyndte Ingemann sig at oplyse allerede dagen efter det første opslag på Instagram.
- For at undgå yderligere ulejlighed, så vil jeg bare sige, at vi har fundet boligen, men mange tak for jeres indsats, skriver Peter til de lidt over 4.000, der reagerede på opslaget om, at han var hjemløs.