Populært program vender tilbage: De skal finde kærligheden
Fire nye fyre skal forsøge at finde kærligheden i TV 2-programmet "Kærlighed hvor kragerne vender".
Det populære datingprogram er rykket til Thy i nordvestjylland, hvor Christian, Mathias, Peder og Jonas har et ønske om at finde den eneste ene.
Onsdag aften klokken 20.50 kan seerne følge med i, hvordan det kommer til at gå de fire nordvestjyder, du kan lære bedre at kende nederst i artiklen.
Det sker i premieren
Allerede i programmets premiereafsnit kastes Christian, Mathias, Peder og Jonas ud på dybt vand. De skal nemlig på speeddate.
Det er noget af en mundfuld for de fire fyre, når 22 kvinder vælter ind i Hurup med en drøm om at finde den helt rette blandt de fire friske nordvestjyder.
Speeddaten får nerverne til at nå nye højder hos Christian, Mathias, Peder og Jonas, da det for flere af dem er første gang, de skal på speeddate.
Der bliver kamp til stregen, for det går stille og roligt op for både de fire fyre og de 22 kvinder, at de egentlig er en slags konkurrenter.
Endnu flere programmer
Da første omgang af "Kærlighed hvor kragerne vender" blev sendt, blev det taget rigtig godt imod af seerne.
Glædeligt for fans af programmet, så kan man i den nye sæson se frem til at følge kærlighedseventyret over flere programmer. For denne gang er der hele ti afsnit.
I stil med den første sæson skal Christian, Mathias, Peder og Jonas både prøve kræfter med speeddates, gruppedates, landsbydates, og så kan seerne også se frem til landsbyfesten, hvor de udvalgte kvinder skal møde fyrenes familie for første gang.