Puk Elgård inviterer indenfor: Skal lave nyt personligt program
I oktober 2021 sagde Puk Elgård sit faste job op hos ”Go’ morgen Danmark”.
Men hun er ikke stoppet med at lave tv. Faktisk har hun i løbet af den seneste tid været på optagelser til hele to programmer.
Personligt program
Puk Elgård løfter sløret for det ene af sine to nye programmer i podcasten ”Du kender typen”, hvor livsstilsekspert Anne Glad er vært.
Hun skal nemlig lave et boligprogram. Hun fortæller, at hun og kæresten Lothar længe har villet gøre noget ved deres hus i Hareskoven, men de fandt ud af, at det ville koste langt over deres budget.
- Derfor tænkte jeg, at så må jeg gøre det selv, for noget skulle der ske. Så tog Lothar til Afrika i seks uger, og i den tidsramme havde jeg brug for en udfordring. Så ville jeg ligesom prøve at se, hvor langt jeg selv kunne komme for 100.000 kroner, knofedt og kærlighed, fortæller Puk Elgård i podcasten.
Kærlighed og knofedt
Puk Elgård har tidligere fortalt til BILLED-BLADET, at hun skulle lave et boligprogram, der på daværende tidspunkt havde titlen ”Kærlighed og knofedt”.
Hun fortalte, at det var et program, hvor hun skulle lære at bygge om, og derved også lære at håndtere værktøj.
Det er endnu ukendt, hvornår programmet, der vises i seks afsnit, skal vises på TV 2.
Overgangsalderen
Den erfarne tv-vært deler også baggrunden for, hvorfor hun har valgt at tage arbejdshandskerne på selv.
I forbindelse med overgangsalderen har hun følt sig mindre stærk, og det skulle boligprogrammet lave om på.
- Det der med ikke at kunne så meget, eller at jeg ikke kunne holde til noget. Så jeg tænkte: ”Det kan fandeme ikke være rigtigt”. Da vi så talte med produktionsselskabet, fortalte jeg, at jeg var nødt til at gøre det, mens alle andre er ude af huset, fordi det var en opgave, jeg var nødt til at sætte mig selv på, så jeg kunne opdage: ”Nå, der var du!”, fortæller hun i podcasten.
Podcasten ”Du kender typen” kan høres her.