10. dec. 2022
Af Sofie Nymand

Puk Grasten spillede Birthe i Brødrene Mortensens jul: Nu venter alle på hendes næste film

Puk Grasten i "Brødrene Mortensens jul"
Puk Grasten i "Brødrene Mortensens jul"
Foto: TV 2
Som 11-årig havde Puk Grasten rollen som Birthe i TV 2s julekalender. I dag er hun rykket om bag kameraet, og der er nyt på vej.  

For 24 år siden sang hun “Flødebolleræs” sammen med Kaffe-Hanne, Hugo og alle de andre i TV 2-julekalenderen ” Brødrene Mortensens jul”.

I dag er Puk Grasten, som spillede Birthe, rykket ind bag kameraet, og snart er der premiere på hendes næste film.

Puk Grasten står som instruktør bag den længe ventede film “Den, der lever stille”, baseret på Leonora Christina Skov biografiske bestseller af samme navn.

– Det er en kæmpe ære, som jeg tager meget seriøst. Jeg både skriver og instruerer filmen, og jeg har brugt meget lang tid på researchdelen, har Puk Grasten tidligere udtalt til BILLED-BLADET om filmarbejdet.

I filmen følger man forfatterens egen kamp med familiehemmeligheder, fortidens traumer og tabubelagte tematikker som seksualitet og ensomhed. Kampen kulminerer, da hendes mor ligger for døden.

På rollelisten ses blandt andre Frederikke Dahl Hansen, Sarah Boberg og Jens Albinus.

Filmoptagelserne begyndte i foråret, og ifølge Nordisk Film forventes premieren at finde sted den 30. marts 2023.

Læs mere om: