5. nov. 2013
Af Dorte Quist

Qvortrup og Khader slutter fred

Naser Khader og Henrik Qvortrup
Naser Khader og Henrik Qvortrup
Foto: AOP
Seks års uvenskab sluttede for åben skærm på TV 2 News.

Efter seks års uvenskab har TV 2 News politiske redaktør, Henrik Qvortrup, og den tidligere Christiansborg-politiker, Naser Khader, sluttet fred for åben skærm.

De to tidligere private venner blev dødeligt uvenner tilbage i 2007, da den forhenværende formand for Liberal Alliance midt under en valgkamp til Folketinget blev beskyldt for at have fået lavet sort arbejde på sit hus af ugebladet SE og HØR, hvor Henrik Qvortrup dengang var chefredaktør. En artikel, som fik Naser Khader til i raseri at kalde Qvorgtrup for et svin flere gange på direkte fjernsyn.

Beskyldningen om sort arbejde blev til en sag i byretten, som Naser Khader vandt, hvorefter SE og HØR måtte trykke en beklagelse.

Siden har de to herrer ikke talt sammen, før i aftes, hvor Henrik Qvortrup havde inviteret Naser Khader ind i TV-studiet i sit nye program "Q", hvor Naser Khader, der i dag er mellemøst-ekspert tilknyttet det amerikanske Hudson Institut, skulle fortælle om "livet efter Christiansborg". Og det var så i denne forbindelse, at de to herrer officielt sluttede fred og gav hinanden hånden for åben skærm.

Læs mere om: