Rachel fra Årgang 0 ånder lettet op: Får bror David med til Vild med dans
Båndene er tætte i Årgang 0-familien, der består af ægteparret Lars Ellebye og Theresia Treschow-Kühl, samt deres to børn, Rachel og David Ellebye.
Her er familien samlet, da de sidste år fejrede sølvbryllup for Theresia og Lars.
Rachel Ellebye er den første fra TV 2-serien Årgang 0, der deltager i ”Vild med dans”, hvilket i flere år har været et stort ønske.
Nu går drømmen i opfyldelse. Fredag 20. september går Rachel Ellebye og hendes dansepartner, Thomas Evers Poulsen, for første gang på gulvet sammen til premieren på den 21. sæson af ”Vild med dans”.
Nyt stort ønske
Rachel havde et andet stort ønske. Nemlig af få familien med i studiet.
- Jeg fik at vide, jeg kunne invitere to gæster med, men jeg ville jo rigtig gerne have min bror David med også, fortæller Rachel Ellebye til BILLED-BLADET.
- Det har jeg fået lov til, så de kommer alle tre i studiet og ser mig danse, tilføjer den glade og spændte ny-danser.
Det nye ”Vild med dans”-par knokler løs i træningslokalet for at blive klar til den store premiereaften.
- Vi skal starte med paso doble, afslører Thomas Evers Poulsen.
Så der skal temperament og passion med i den udtryksfulde latindans, der bliver Rachel Ellebyes debut i ”Vild med dans”.