Rasmus Tantholdt: Nu anerkender jeg mig selv
Lige siden han sprang gymnasiet over og kom ind på Journalisthøjskolen i første forsøg, har han følt, at han dagligt skulle bevise, at han havde fortjent sit arbejde - en enorm byrde, som han først blev kvit, efter han gik ned med flaget i foråret.
- Da jeg kom ind på Journalisthøjskolen, tænkte jeg, at jeg bare var hoppet over, hvor gærdet var lavest. Jeg følte, at jeg skulle bevise, at jeg var god nok til at være dér, hvor jeg var. Og sådan følte jeg også, da jeg blev elev på TV Midt/Vest og senere på TV 2. Problemet er, at hvis det er din største motivation - at du skal bevise, at du er god nok, hvilket du gør ved bl.a. at få anerkendelse og ros - ender du på et tidspunkt med at brænde ud i begge ender. For det betyder, at du vågner op hver morgen og tænker: I dag skal jeg bevise, at jeg er god nok. Det betyder, at du indimellem arbejder, til du bogstaveligt talt ligger ned og har svært ved at få vejret. Og det er ikke sundt, lyder det alvorligt fra Rasmus Tantholdt, der ikke er bange for at lægge små pauser ind i sin talestrøm, når han lige skal tænke sig om.
Du er god nok
Korrespondenten søgte hjælp hos sin gode ven B.S. Christiansen og han fik fat i én af Rasmus' største dæmoner - den trættende higen efter at blive anerkendt.
- Som han sagde til mig: Du har bevist, hvad du skal. Du har bevist, at du er god nok. Det forklarede han mig som en udenforstående person, der hverken er min chef, kollega eller familie. Og det var et vendepunkt for mig. Det var dér, hvor jeg gik fra at være afhængig af at skulle få anerkendelse fra andre til at kunne se mig selv i spejlet og sige: "Rasmus, prøv og hør, du er god nok. Du behøver ikke at bevise, at du er god nok hele tiden. For det slider dig op". Det gør ikke, at min arbejdsindsats er dalet. Jeg har bare fundet andre ting, der motiverer mig til at yde en 100 procents indsats. Jeg er blevet bedre til at anerkende mig selv. Og det er der ikke nogen, der kan tage fra mig. Jeg ved selv, hvad jeg står for, og hvad jeg kan.