4. feb. 2011
Af af John Lautrup

Rasmus Tantholdt overfaldet med kniv i Egypten

Rasmus Tantholdt
Rasmus Tantholdt
Foto: Alex Tran
TV 2s Rasmus Tantholdt oplevede sit reporterlivs farligste situation, da han i Egypten blev overfaldet af en ophidset menneskemængde bevæbnet med køller og knive.

Det var en dybt rystet Rasmus Tantholdt, der torsdag aften sendte en rapport hjem til TV 2-Nyhederne fra sit hotelværelse i den egyptiske havneby, Alexandria. Han turde end ikke gå ud på balkonen for at kigge ned på gaden.

Kort forinden havde han og hans fotograf, Anders Brandt, været sekunder fra at blive gennembanket og i værste fald dræbt af 60-70 ophidsede egyptere, der omringede deres bil, da de ved ankomsten til Alexandria blev stoppet ved et checkpoint.

Folk var bevæbnede med køller, knive, stoleben og baseballbat. De slog og hamrede på bilen. Nogle tog deres knive og hakkede ind i dørene, og på et tidspunkt fik de gennem sideruden fat i Rasmus Tantholdts hår og forsøgte at hive ham ud af bilen.

- Jeg gør, hvad jeg kan for at hive i den modsatte retning. Jeg får et par slag, men jeg ænser det næsten ikke, fordi jeg er så bange. Jeg frygter, at jeg bliver hevet ud af bilen. Hvis vi gør det, så ved jeg slet ikke, hvad det skulle ende med. Der var så mange mennesker, der var så ophidsede, så vi ville ikke have en chance, fortæller han til B.T.

Det danske TV-holds egyptiske chauffør træder til sidst speederen i bund og accellererer fra stedet, mens nogle bliver kørt ned og andre falder ned fra biltaget, som de har hamret løs på med deres køller. Endnu mere ophidsede forsøger mængden at stoppe bilen, men i sidste øjeblik ankommer tre soldater med rifler og redder danskerne og deres chauffør. De bliver eksorteret til en militær forlægning og derfra videre til hotellet.

Det er her, i hotelværelset, en rystet Rasmus Tantholdt opholder sig, da Cecilie Beck hjemme fra studiet i Odense spørger den erfarne krigsreporter, hvordan han oplever situationen sammenlignet med krigene i Irak og Afghanistan. Svaret lyder:

- Jeg kan sige det sådan: Jeg har aldrig i mit liv været så bange

Mere om: