
Røbede det på tv, men kan det passe? Kærlighed hvor kragerne vender-Marcus forklarer årsagen

26-årige Marcus er en af de fire mænd fra Djursland, der skal forsøge at finde en kæreste i TV 2-datingprogrammet ”Kærlighed hvor kragerne vender”.
Det var egentlig ikke hans egen skyld, han endte i tv-programmet. Han blev spottet på datingappen Tinder af en caster.

- Det var ikke mig selv, der meldte mig til. Jeg blev kontaktet af castere, der spurgte, om jeg havde lyst. På daværende tidspunkt vidste jeg ikke lige, om jeg ville. Jeg havde set programmet før, men var ikke helt opdateret på, hvad det var, så skulle lige finde ud af det. Så var jeg klar til at tage en samtale med casteren. Jeg skulle lige tygge på, om jeg ville have dem forbi hjemme hos mig. Jeg skulle også lige have det clearet med min familie, fortæller Marcus, der alligevel tænkte, at nu var han involveret, så han kunne lige så godt kaste sig helt ud i det.
Det altafgørende var selvfølgelig, at Marcus, der har været single mellem fem og seks år, gerne ville finde kærligheden.
Da han vendte sin deltagelse i tv-programmet med sin familie, var de begejstret på hans vegne.
- De synes bare, det er fedt. Det skulle jeg bare gøre. Det var ikke, fordi det handlede om at komme på tv, men mere det og springe ud i noget nyt og gøre noget anderledes. Min familie synes bare, det var fedt, og så er det et meget sobert og roligt program. Det var noget af det, der var vigtigt for mig, at man kan se, vi hygger og kan grine sammen i programmet, fortæller han.
Premiereafsnittet af ”Kærlighed hvor kragerne vender” kredser sig meget om den gruppe piger, der er kommet til Djursland for at date fyrene.
Det fyldte selvfølgelig også meget for Marcus.
- Det var helt urealistisk, at de kom der til os. Det gav bare kriller i maven. Det var, som jeg siger i programmet, ligesom flyskræk men bare værre. Man kunne ikke kontrollere noget, fortæller han med et grin.
Efter det første møde med pigerne havde Marcus og drengene fået til opgave at holde en tale om dem selv. Det var en udfordring for Marcus.
- Jeg var nervøs for at holde talen for kvinderne. Jeg tror, det er det med at være i centrum og tale foran mængder af folk. Det er uanset, om det er en tale for min familie eller for nogen, jeg ikke kender. Det er ikke mig, fortæller han og peger på, at det nok gik fint:
- Det er svært lige at sige, hvordan det gik. Jeg føler, jeg fik sagt det, jeg gerne ville sige. Jeg fik at vide min tale var god. Jeg havde skrevet min tale ned, og jeg havde øvet den meget, men selv om man forbereder sig, kan man godt blive nervøs.

Den værste nervøsitet var væk, efter Marcus havde holdt sin tale. Da ventede en række speed dates, hvor han havde tre minutter til at mærke, om der var en kemi mellem ham og pigen, han var på date med.
For Marcus var det en meget ny oplevelse, da han faktisk aldrig har været på date før.
- Jeg har aldrig mødt én på en date før. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg tror, jeg er lidt for genert. Jeg har bare ikke gjort det. Nogen ville nok sige, at det så måske er klart, der ikke er sket noget på den front. Jeg er bedst til, at de kommer til mig. Det er en af fordelene ved programmet, griner han.
Han peger på, at det var rimelig håndgribeligt, fordi han ”bare” skulle holde en samtale kørende i tre minutter.
- Jeg frygtede det ikke. Jeg sagde til mig selv, at det kun var tre minutter. Det skulle jeg nok få styr på. Det handler bare om at finde nogle punkter at spørge ind til, fortæller han og uddyber:
- Jeg synes, jeg havde nogle gode dates. Der var selvfølgelig nogen, jeg godt ville snakke mere med.
Der venter endnu flere dates for Marcus.
For som noget nyt i ”Kærlighed hvor kragerne vender” kommer først en gruppe piger, og dernæst kommer en ny gruppe piger, som drengene skal på speed dates med.
- Det var svært at forholde sig til, for man har ikke prøvet det før. Jeg så positivt på det, at så var der bedre tid. Jeg kunne slet ikke se, hvordan de kunne få presset alle pigerne ind den samme dag, så jeg kan godt forstå, det er delt op i to hold. Om der er nogle ulemper ved, der er to hold, kan jeg ikke vurdere. Det handler jo om, hvad man føler for de personer, man møder, fortæller han.
