Rørende farvel til Lucy Love: Tre par klar til semifinalen i Vild med dans
Tårene trillede ned ad kinderne på en dybt berørt Lucy Love, da det stod klart, at aftenens kvartfinale i "Vild med dans" også betød et farvel for hende til denne sæsons danse-konkurrence.
Molly og Mads i toppen
Efter en spændende kvartfinale, hvor de fire tilbageværende par hver dansede en individuel dans og derefter dystede mod hinanden i en maraton-dans, endte favoritterne Molly Egelind og Mads Vad med en topplacering - fulgt af Simon Stenspil og Asta Björk. Lucy Love og Michael Olesen lå på en sidsteplads - og der var til det sidste spænding om, hvorvidt Lucy ville kunne trække seerstemmer nok til at sikre sig en plads i semifinalen. Desværre lykkedes det ikke. I omdansen måtte parret se sig slået af Esben Dalgaard og Mille Funk.
Michael er det bedste, der er sket
10 programmer blev det til for Lucy Love. Og hun var ikke i tvivl, da hun blev spurgt, hvad der havde været det bedste for hende ved "Vild med dans":
- At jeg har mødt Michael!
- Og jeg er så glad. For jeg vidste ikke, om der var plads til sådan én som mig, tilføjede Lucy.
I næste uges semifinale kommer vi altså til at se Molly, Simon og Esben med deres respektive partnere kæmpe om de to eftertragtede pladser ved finalen i Horsens.