Så skete det igen: Morten Ankerdal i isolation
Morten Ankerdal er i denne tid rejst med det danske herrelandshold i håndbold til Egypten, hvor VM skal afvikles.
Det har betydet, at tv-værten må vinke farvel til sin frihed.
I samme boble
Mandag fløj Morten Ankerdal til Cairo, hvor det danske herrelandshold skal spille sine indledende kampe under VM. Men rejsen betyder også, at han er underlagt en række restriktioner.
- Jeg skal bo på det samme hotel som det danske landshold. Min base bliver her og i hallen, hvor jeg bliver transporteret til og fra. Når jeg har fri, må jeg ikke gå udenfor, da jeg skal være i den samme boble som spillerne. I tre uger får jeg kun frisk luft på gåturene fra bussen og til hallen og til hotellet, siger Morten Ankerdal i ugens BILLED-BLADET og fortsætter:
- Det bliver noget mere restriktivt, men også et mesterskab, som vi kommer til at tale om. Og det bliver historisk. Det er jeg nødt til at prøve.
I "Go' Aften Live" kunne Morten Ankerdal uddybe, at situationen gør, at han kommer endnu tættere på håndboldherrerne under slutrunden.
Ikke første gang
Det er ikke første gang, den erfarne sportsvært må undvære sin frihed for at dække en stor sportsturnering.
I marts dækkede han badmintonturneringen All England for TV 2, men da han kom hjem, gik han frivilligt i karantæne i 14 dage efter Statens Serum Instituts anbefalinger.
- Det var helt fantastisk at kunne komme ud i det fri, og jeg værdsætter det på en helt anden måde nu, sagde han, da han igen måtte bevæge sig udenfor.