Sangerinden Dorthe Gerlach: Spændt på Toppen af poppen
- Jeg tror det bliver ret intenst og måske også en udfordring at være på “lejrskole” på den måde. Men jeg glæder mig. Både til at blive inspireret musikalsk og til at blive klogere på de mennesker, som gemmer sig bag sangene, siger Dorthe Gerlach til TV 2 om ”Toppen af poppen”, hvor hun skal medvirke i den nye sæson. Her skal hendes sange fortolkes af andre musikere, og sangerinden er spændt på, hvilke sange de andre medvirkende vælger.
Forbereder alt det praktiske
Inden optagelserne går i gang i næste uge, lyder programmet på at forberede alt det praktiske.
- Nu tænker jeg mest på madpakker, fornuftigt fodtøj og den slags, og ellers satser jeg på at komme totalt mentalt uforberedt. Uanset hvad er jeg glad på mine sanges vegne, fordi de får lov at få nyt liv i hænderne på så forskellige, musikalsk stærke personligheder, fortæller Dorthe. I 2015 udkom hun med albummet ’Natlys’, og sangerinden er også kendt fra duoen Hush, der har solgt over 100.000 albums i Danmark og turneret i ind- og udland i over 10 år.