
Sara Blædel og hendes kendte søn spiller med i samme tv-serie

Sara Blædel har i mange år været kendt som forfatter, men nu springer krimidronningen ud som skuespiller i ”Klovn”, hvor hun optræder i eget navn.
Sara Blædel medvirker i første afsnit i sæson 10 af den populære TV 2-serie, der har Frank Hvam og Casper Christensen i hovedrollerne.

Hun er ikke den eneste i familien, som man kan opleve i netop det afsnit, for forfatterens søn er ligeledes på rollelisten i sæsonpremieren.
Adam Blædel optræder – modsat sin mor – ikke som sig selv. Derimod afslører billeder fra afsnittet, at han spiller ambulanceredder.

”Mia er blevet vågekone for en døende mand med en tv-pakke, som Frank interesser sig mere for end vågekone-projektet. Samtidig går det godt for Frank og Caspers filmprojekt, og i den sammenhæng skal de garantere, at de ikke har krænket nogen nogensinde. Så er det jo godt, at Frank har skrevet alt ned i sin lille 'scorebog'. Eller er det…?” skriver TV 2 om første afsnit i den nye sæson af ”Klovn”.
28-årige Adam Blædel er uddannet fra New York Film Academy og har tidligere spillet med i blandt andet ”Carmen Curlers”, ”Jagtsæson 2 – i medgang og modgang” samt "Bullshit".

