Sara Maria Franch-Mærkedahl nyder sommeren i Danmark
Sara Maria Franch-Mærkedahl har sin egen, hyggelige sommerplet i haven, som hører til hendes nye lejlighed i Hellerup, hvor hun bor med døtrene Kastanje Kirstine, 6, og Vega Maria, 3. Derudover er der mulighed for at smutte en tur på vandet.
– Pigerne elsker at sejle. Egentlig er jeg vildt bange for vand, men vi har sejlet meget før i tiden, og når vi nu bor så tæt på vandet, skal muligheden udnyttes. Gummibåden kan pustes op på 10 minutter, og så på med en motor. Herefter er vi sejlklar, og jeg kan godt lide, at man bare lige har mulighed for at komme ud på vandet, spise en is eller drikke et glas vin og så ind igen. Det er fint, siger Sara Maria. Hun skal arbejde det meste af sommeren, men glæder sig til at slappe af i haven på gode solskinsdage og få besøg af vennerne.
Sommerhygge med vennerne
Og netop besøg af vennerne er noget den gæstfri Sara Maria glæder sig til.
– Vi har jo tidligere haft et hus, hvor vennerne bare kom forbi om aftenen. ”Kan vi komme om ti minutter? Vi tager noget mad med”, og sådan skal det også være her. Så jeg glæder mig til lange aftener i haven med vin og venner, siger Sara Maria med et stort smil.