2. maj. 2025
Af Laura Dalgård Hansen

Sarah Grünewald har først fået sandheden om sit eget Forræder-exit at vide nu

Rasmus Bruun og Sarah Grünewald fortæller om den opgave, der venter forræderne på den anden side af "Forræder".
Video: Gregers Overvad
Begge Sarah Grünewalds medforrædere gik imod hende i fjerde afsnit af "Forræder", men det er først nu, at hun har fundet ud af hele sandheden om sit exit fra programmet.

Halvvejs inde i tredje sæson af ”Forræder” har programmet allerede budt på massevis af drama, og det er ikke mindst Sarah Grünewalds fortjeneste.

Som forræder har hun støbt kuglerne, og hun har flere gange vist, at hun spiller sit helt eget spil.

I fjerde afsnit væltede korthuset dog for tv-værten, som efter ikke bare én men hele to afstemninger måtte se sig forvist fra Hvedholm Slot på Fyn.

Hendes medforrædere, Anne-Marie Rindom og Rasmus Bruun, var en stor del af årsagen til, at spillet sluttede for Sarah Grünewald, men det har hun først fundet ud af i denne uge, hvor hun har set fjerde afsnit.

- Først nu finder jeg ud af, at Rasmus og Anne-Marie startede den snak, siger Sarah Grünewald, der dagen forinden var gået all in på, at Anne-Marie Rindom skulle forvises fra slottet.

https://imgix.billedbladet.dk/2025-05-02/0M2A8236-%281%29.jpg
Anne-Marie Rindom
Foto: Lotta Lemche/TV 2
Abonnement på BILLED-BLADET

- Jeg skrev til hende i går: ”Hold kæft, hvor var I seje”, og at det var godt, de fik skovlen under mig, siger Sarah Grünewald, der her på bagkant kun ærgrer sig over en ting.

- Det eneste, der ærgrer mig, er, at jeg ikke fik skovlen under Anne-Marie ved det runde bord, hvor jeg prøvede at få hende ud. Jeg havde fået at vide, at alle ville stemme på hende, og så ville det hele være gået helt anderledes. Men det lykkedes ikke.

Som man fornemmer i programmet, var Sarah Grünewald fuldstændig udkørt efter de mange dage i spillet, og derfor var hun også langt mere lettet end ærgerlig, da legen sluttede for hendes vedkommende.

Forræder sæson 3. Det første runde bord afsnit to.
Rasmus Bruun og Sarah Grünewald.
Foto: Lotta Lemche/TV 2

- Hele dagen op til det runde bord kunne jeg mærke, at jeg var virkelig træt. Jeg spillede en karakter så mange dage i træk – også når vi ikke filmede, fordi jeg på værelset lavede strategier og tænkte taktik – jeg havde ikke pause på noget tidspunkt. Jeg benyttede mig heller ikke af psykologen, for jeg havde ikke lyst til at skulle have med mig selv at gøre, og det var virkelig udmattende, forklarer Sarah Grünewald.

Det var først et kvarter inden, at hun og de andre skulle tilbage til deres værelser, inden det runde bord ventede, at hun fandt ud af, at hendes røv var i klaskehøjde, som hun formulerer det.

- Jeg havde to timer på mit værelse, hvor jeg nåede at gå i panik og brugte rigtig meget energi på det. Ved det runde bord var jeg fuldstændig udmattet. Man kan også se på mit kropssprog, at jeg ryger længere og længere ned i bordpladen, griner hun.

Sarah Grünewald vurderer, at der blev rettet mistanke mod hende, fordi hun i så mange dage var gået under radaren.

- Da de fik nys om mig, tror jeg det gik fra, at jeg var meget usynlig, til at jeg blev meget tydelig, fordi mit navn ikke havde været oppe at vende hidtil, lyder det.

Mere om: