Nalina fra TV 2-programmet ”De sjældne danskere” har længe ønsket sig en ny – og større cykel.
Aftalen med far Kasper, der selv er cykelnørd, var, at når Nalina selv kunne starte og cykle et vist antal meter, så skulle den gamle cykel skiftes ud.
For nylig tog Kasper og Nalina så hen til fars yndlingsbutik fribikeshop og købte ny cykel. Og Nalina elsker den.
Den er flot og fantastisk
I en tekst til videoen på Insta, som BILLED-BLADET har tilladelse til at bringe, fortæller mor Karina Arensbach, at datteren bad hende om følgende: “Mor, kan du ikke skrive en besked til dem om at jeg elsker min nye cykel, den er flot og fantastisk og skriv hilsen Nalina, så de ved at det er fra mig”.
Familien isoleret
Familien tæller også lillebror Noor på 15 måneder, der ligesom sin storesøster har den meget sjældne diagnose Sticklers syndrom, der blandt andet giver nogle fysiske udfordringer. Det betyder at især lille Noor er særlig udsat, så familien holder sig meget isolereret. - Men vi skiftes til hver dag at cykle en tur med Nalina, mens en så bliver hjemme hos Noor. Hun cykler også så stærkt, at vi ikke kan holde trit med Noor i klapvogn, fortæller Karina og griner. Se den søde video herunder.
Noor har det dog så godt nu, at han er begyndt at komme nogle små ture ud i ægteparrets lille have. På fotoet, som BILLED-BLADET har tilladelse til at bringe, hygger Noor med mor i sandkassen.
Trods krisetider giver de to små, deres forældre mange lyspunkter i den lidt ensformige dagligdag.