Sibylle vender tilbage: ”Badehotellet har ringet”
Neel Rønholt er klar til at vende tilbage i ”Badehotellet”
- De har ringet og spurgt, om jeg var ledig, og det har jeg sagt ja til. Men endnu er de ikke helt sikre på hvilke karakterer, der skal fokuseres mest på. Forfatterne har opfundet så mange, som de er blevet glade for, siger Neel Rønholt til BILLED-BLADET.
På grund af sin egen graviditet, nedkomst og barsel har hun været skrevet ud af den populære TV-serie de seneste sæsoner.
Sibylle rejste til Tyskland og Sverige
Neel Rønholt spillede i første sæson hr. Weyses kæreste, Sibylle, der endte med at gifte sig med Adam Fjeldsø, spillet af Martin Buch. I serien rejste de til Tyskland, hvor hun fødte et barn, der i virkeligheden er hr. Weyses.
Siden har man ikke set Neel Rønholt eller Martin Buchs karakterer i serien, men man hørte dog, at de havde bosat sig i Sverige på grund af den spirende nazisme i Tyskland.
Ny sæson: Mere af samme skuffe
Manuskriptforfatterne har i den kommende sæson, som kommer til at foregå i 1931, ikke tænkt sig at holde igen med krisestemningen.
Manusforfatter Hanna Lundblad siger til BILLED-BLADET, at ”seerne kan glæde sig til mere af samme skuffe”, mens producer Michael Bille lover, at ”folk, vi har set tidligere, kommer måske forbi”.
Neel Rønholt har da også fulgt trofast med i serien.
-Ja, sidste sæson var min kæreste jo med, så der sad vi og så den, fortæller hun.
Neel Rønholt danner par med Jens Sætter-Lassen, der i sidste sæson spillede jazzmusikeren Jesper, som i serien bejler kraftigt til stuepigen Fie.
Meld dig til BILLED-BLADETs nyhedsbrev og opdag en verden af fordele! Klik her!