Silas Holst om sit travle liv: Derfor kan jeg holde til det
Hver fredag står Silas Holst på dansegulvet med Nukâka Coster-Waldau i ”Vild med dans”, men i dagene op til pendler han frem og tilbage mellem København og Aarhus for at lave musicalen ”Dirty Dancing”.
Den 37-årige dansestjerne kan takke sin dansepartner for, at hans travle hverdag kan lade sig gøre.
- Det er fordi, jeg har en partner, som er rigtig sød til at gide at køre til Aarhus to dage om ugen. Og så kører jeg til København to dage om ugen, og så går det lige op, fortalte Silas Holst til BILLED-BLADET efter fredagens show.
Elsker at have travlt
Silas Holst træner både med Nukâka Coster-Waldau i Aarhus og København, så der er ikke meget tid til at slappe af. Men danseren fastslår, at han sagtens kan holde til sit travle skema.
- Jeg kan godt lide at have travlt, og jeg fungerer bedst, når jeg har gang i en masse ting. Jeg er også heldig, at jeg er med på to produktioner, hvor jeg er sammen med folk, som giver mig en hel masse, fortalte Silas Holst og tilføjede:
- Fra ”Dirty Dancing” får jeg masser af energi fra mine medspillere, og af Nukâka får jeg fyldt kreativiteten op. Så tager jeg gerne med, at jeg er lidt træt i tre uger.
Silas er en mester
49-årige Nukâka Coster-Waldau har kun ros tilovers for sin travle dansepartner.
- Silas er en mester i at vise, at han ikke er træt. Selv om han har travlt, så får han mig til at føle, at han er til stede sammen med mig lige nu, og det er en smuk kvalitet, lød det fra skuespilleren.
I BILLED-BLADET, der udkommer torsdag den 5. november, kan du læse en stor reportage og se alle billederne fra "Vild med dans" program 5.