Silas Holsts baby følger med hjemme fra sofaen
Under sidste uges ”Vild med dans” krydsede Silas Holst og Johannes Nymark fingre for, at Louise Mahnkopf ikke ville føde deres fælles barn midt under showet. Det samme gør de denne fredag.
Moderen til deres kommende barn kan få veer når som helst, og hun har valgt at blive hjemme for at se dansekonkurrencen i fjernsynet.
- Louise havde en lidt hård dag i går, hvor hun var med inde og se teaterforestillingen ”Beauty and the Beast”. Så hun trænger til at slappe af og se ”Vild med dans” fra sofaen sammen med sin mor og far, fortæller Silas Holsts mor, Lene Holst, til BILLED-BLADET.
Nymark er nervøs
I sidste uge fortalte Louise Mahnkopf, at babyen fulgte med inde i maven, da hun sad blandt publikum inde i dansestudiet, men denne gang bliver det altså fra sofaen.
Inden aftenens show fortalte Johannes Nymark også, at han er meget nervøs for, at fødslen går i gang i aften.
Både Silas Holst og Johannes Nymark var blandt de seks par, som skulle danse for dommerne sidste fredag, så denne gang skal de være med i en fællesdans med deres partnere, Sara Maria Franch-Mærkedahl og Claudia Rex.