
Sissal havde vild plan for Vild med dans-finalen: Var nødt til at droppe den

Musiker Sissal har virkelig taget seerne med storm, da hun medvirkede i ”Vild med dans” med Eugen Miu som dansepartner.
Hun måtte forlade programmet i sjette program, men som alle de øvrige par, vender hun tilbage i finalen fredag.

Siden Sissal forlod ”Vild med dans”, blev Morten Kjeldgaard sygemeldt, og det var Eugen Miu, der overtog hans dansepartner Julie Rudbæk.
Eugen Miu og Julie Rudbæk måtte dog forlade programmet i semifinalen.
Hvis det ikke var tilfældet, havde Sissal lagt en vild plan for sin deltagelse i finalen.
- Produktionen spurgte mig om, hvordan vi skulle gøre det. De tilbød at finde nogen udefra, men jeg var sådan, den tager jeg bare selv. Jeg performer altid alene. Det er jo det, jeg er vant til, fortæller hun til BILLED-BLADET, der mødte hende til ”Året der gak”.
- Det var meningen, jeg skulle tage den alene, hvis de kom i finalen, så jeg har forberedt mig, fordi jeg var sikker på, de kom i finalen. Jeg elskede, at jeg skulle det alene. Nu må jeg ikke få den alene. Jeg må nøjes med Eugen. Ej, det er så dejligt, uddyber hun grinende.

Parret har selv fået mulighed for at vælge, hvad de skal danse i finalen.
Sissal forklarer, at Eugen Miu faktisk har givet hende lov til at bestemme.
- Vi skal danse samba, fortæller hun.
Fredag skal det altså afgøres, hvem der bliver det allersidste vinderpar i ”Vild med dans”.
For når finalen slutter, er det slut med det populære TV 2-program.
